De hvide kvinders by Varzaneh i Iran

Et besøg om fredagen tæt på frokost fredagsbønnen i de hvide kvinders by Varzaneh er en oplevelse for livet.

Vi kommer til byen Varzaneh, som ligger cirka 100 kilometer sydøst for Esfahan. Vi kører rundt om torvet i byens midte og vores chauffør fortæller, at den hvide kvindefigur på piedestalen på torvet mellem de grønne træer er et symbol på byens vartegn.

Vi er kommet til de hvide kvinders by Varzaneh

Varzaneh er byen, hvor et lille trossamfund af kvinder fortsat følger religionen zoroastrisme. Det er den oprindelige statsreligion fra ca. 521 f.Kr til de arabiske muslimerne indførte islam i Iran cirka 651 e.Kr. Kvinderne bærer en hvid chador – det er et hvidt klæde, som dækker dem helt pånær deres ansigt.

Den hvide skygge

Vi står oppe på taget af et duetårn der samler lort (Pigeon Tower, men den fortælling kommer i en anden artikel). Klokken har lige passeret tolv og solen står lige over os. Det er utrolig varmt og jeg søger skygge på den ene side af tårnet, imens jeg bliver ved med at skue ud over byens tage. Jeg håber, at se en af de hvide kvinder komme forbi, men det bliver ikke til andet end nogle små drenge der spiller fodbold. Jeg giver fortabt og går mod trappen for at komme ned og lige i det samme ser jeg skyggen af en af de hvide kvinder….

Det er ærgerligt, siger jeg til vores chauffør, fordi de hvide kvinder i byen Varzaneh ville jeg gerne møde

Masjed-e Jame – Varzanehs moske i den gamle landsbydel

I den gamle landsbydel af Varzaneh ligger den snart 1000 år gamle moske Masjed-e Jame. Vi ville egentlig ikke se flere moskeer, men vores chauffør siger: “du bliver glad, fordi det er en god ide at besøge moskeen i dag!”
“Tro på mig”, siger Mohamed med smil på læben.

Og med et dukker den ene hvide kvinder op efter den anden. Vi er med sandhed kommet til de hvide kvinders by Varzaneh. Det er fredag og de skal til fredagsbøn i moskeen Masjed-e Jame.
Lars og Mathias går ind sammen med vores chauffør og guide. Jeg går med ind i moskeen og tager en hurtig runde og indser hurtigt det er kun for mænd. Jeg sniger mig ud og sætter mig på kanten og forsøger at blænde ind med mosaikken.

Kvinderne ankommer lige så stille til fredagsbønnen.

En af kvinderne sidder bagpå sin mands scooter, et par andre kommer gående sammen med et par kvinder i sort. Flere biler holder ind til siden og kvinderne stiger ud. De går alle sammen hen forbi mig og smiler sødt og med et gengældelse smil siger jeg “salam” og vi hilser høfligt på hinanden inden de sniger sig ind af døren to meter til højre for mig.

Frokost hos en af de hvide kvinder

Vi sidder på gulvet i en fine stue med vævede gulvtæpper og puder langs hele den ene væg og modsat er der et stort vinduesparti ud til gårdhaven. Et kæmpe chatol står for endevæggen fyldt med testel i forskellige farvenuancer. Det er sådan et hjem ser ud privat. Der er typisk ingen møbler end hvad du ser på billedet.

Vi sidder og venter på vores frokost, mens vi får serveret et kop te, fordi der var ikke flere borde ledige i den lille restaurant, hvor vi har forudbestilt frokost.

Kylling kebab, ris med safran, store hvide salatløg, sure sultede drueagurker er pænt anrettet på et stort fad, som bliver serveret midt på op den lille firkantede plastikdug i mellem os på gulvet, sammen med en masse brød.

Frokosten er serveret.

Efter frokosten vil familien gerne vise os deres hjem og stolte viser de to hvide damer os deres kæmpe store gulv-til-loft væv, hvor de laver de flotteste Nain tæpper af bomuld og silke. Et år tager det dem at lave et tæppe. 95 % af kvinderne i landsbyen laver disse smukke Nain tæpper. Købmændene kommer og banker på fra dør til dør og køber tæpperne, som eksporteres til hele verden.

Vi besøgte også Varzaneh Pigeon Tower, Qourtan Castle, Varzaneh Bridge og byens Windcatcher.

Dagens særlige helt uventet og spontane lille oplevelse vil jeg altid mindes og jeg håber en dag måske du vil opleve de hvide kvinders by Varzaneh.