Vi er i det sydlige Iran i byen Shushtar, hvor vi bor hjemme ved vores nye couchsurferven Nima. Formålet med besøget er vandet under hele byen der strømmer fra huler og tunneller i Irans Shushtar Historical Hydraulic System bygget i det 3. århundrede e. Kr. og en del af UNESCO.

Efter et par dage i byen ønsker vi at følge vandet, som er fra floden Karun og køre henover bjergene i Khuzistan. Vi vil køre forbi de store dæmninger Karun-3 Dam og Karun-4 Dam, kraftværkerne, finde Qashqai’erne i byerne Dehdez eller  Loregan til Yasuj og vandfaldet Margoon.

Den stærke hesterace

Nima er i gang med at hygge lidt om den gamle sorte Samand ude på gårdspladsen. Den bliver udstyret med vinduesvisker og lidt benzin fra en dunk og så er vi klar til afgang. Bilen er bygget af IKCO den iranske bilproducent Iran Khodro. Samand betyder forøvrigt den stærke hesterace… hmmm den lader vi lige stå åben til debat!

Næsten ude af byen begynder de første sygdomstegn på bilen og vi finder et tilfældigt værksted langs hovedvejen, hvor den lige checkes efter og en halv time efter drøner vi ud af byen. I en sky af støv forsvinder Shustar bag os. Solen er brudt igennem og det er varmt, men vi fik lige handlet lidt drikke og snolder ved den lille købmand ved siden af værkstedet.

Jorden brænder

Hurtigt tynder det ud af huse og vi kører igennem et meget fladt og øde landskab. Inde på marken langs vejen er der ført gasrør. Det er ikke noget vi tænker nærmere over førend vi kommer til en landsby, hvor gassen simpelthen står op af jorden. Luften den er ikke god. Nima fortæller, at landsbyerne er forbudte men de bor der alligevel, for at skaffe sig en levevej. Det er fuldstændig vildt, at køre igennem et landskab der brænder. Vi passerer flere gasanlæg og store industrivirksomheder – jeg fandt efterfølgende ud af at området er det sted i Iran der udvindes mest gas Khuzestan provinsen er derfor den tredie rigeste.

Iran’s energikilde

Floden Karun er 850 kilometer lang og Karun-3 dæmningen er Iran’s helt store energikilde.

Rundt om er der mindre byer og de lokale benytter sig af færgeoverfarten frem for at køre hele vejen rundt og over de mange broer. Der er omtrendt plads til ligeså mange biler og passagerer på færgen, som på Snaptun-Hjarnø færgen.

Sammen med en anden familie og deres datter lejer vi en mindre båd og sejler rundt på floden ud til de kroge du ikke kan komme til oppe fra vejen og bjergsiderne.

Kølervæske og te på termokande

Et eller andet sted mellem Karun-3 dæmningen og Dehdez går motoren mere og mere trægt. Nima begynder at jamrer sig lidt på førersædet. Vi er alle sammen klar over, at vi kommer ikke op af den her bakke med alle de lamper der lyser i bilens instrumentpanel.

Det er noget lort, når ens bil bryder sammen i ingenmandsland i Iran, troede vi!!!

Lars og Nima roder lidt ude foran med motoren. Lars fortæller, at han tror at toppakningen er gået og vi kommer ikke videre. De to mænd diskuterer livligt, imens de virker meget professionelle der foran motoren, men de får ikke lige koordineret med hinanden, hvad de hver især piller i og pludselig skriger Lars, fordi Nima åbner dækslet for kølervæske og den eksploderer og sprøjter op på Lars. Hold nu fast vi blev bange, men der skete ikke noget andet end Lars blev smurt ind i en gullig lugtende kølervæske.

Der gik vel ikke meget mere end 10-15 minutter førend den første bil stoppede. Chaufføren bød os straks på te fra sin termokande han lige fiskede ud af bagagerummet. Der blev snakket frem og tilbage og inden vi fik set os om gik turen videre med en mand, som vi hverken kendte eller kunne tale med. Nima blev tilbage på vejen ved bilen. Vores nye chauffør smilede og nikkede til os bag rettet, som om alt er godt.

Qashqai familierne

Vores chauffør kørte os til en rigtig sød familie i landsbyen Dehdez, som boede i deres eget hus. Huset havde en meget stor stue med et meget stort fjernsyn, 2 værelser og en halvmur ud til det åbne køkken og badeværelse i gården. Plantegningen kunne have været et hus i Danmark, men der er bare ingen møbler. møblerne bestod af flotte tæpper, et par pudder op af væggen, en potteplante og et TV.

Vi starter med en kop te og venter.

Imens vi venter kommer den ene efter den frem bagved det brune gardin og kigger på os. De smiler og siger “hello” og forsvinder væk.

Vi får en ny kop te og venter.

Jeg bryder stilheden og sætter mig hen til dem og giver dem mit visitkort og viser dem mit navn. Den unge piger ved siden af mig helt i sort tøj på billedet er kvik, Hun opfanger hurtigt, hvor jeg vil hen og vi begynder “at samtale”. Jeg finder min blok frem og vi lærer alle hinandens navne at kende, alder, arbejde og familierelation. Vi kigger billeder i fotoalbummet på mobilen.

Pigen med den pink t-shirt har uro i kroppen og hun vil så gerne sige en hel masse, men hun kan ikke et ord engelsk. Til sidst tager hun mig i hånden og vi går ud. En hær af børn løber efter os og de skal alle holde mig i hånden.

Vi er på vej til pigens hus.

Hun vil gerne vise mig deres folkedragt og 1- 2- 3 er jeg iklædt familiens flotte gule Qashqai folkedragt og så skal der poseres og tages billeder.

Alt imens jeg er væk på mit eget eventyr er Nima kommet tilbage og bilen er kommet på værksted. Bilen bliver først klar om 3 – 4 dage, men alt er godt, fordi vi skal sove hos nogle nye af Nima’s venner og en ny chauffør kommer og henter os.

Men først skal vi lige købe to kyllinger til familien, som gave, så vi kan lave barbecue.

Det bliver barbecue under åben himmel på det fine røde håndlavet tæppe og en kop te.

Chaufføren viser sig at være lokalpolitikker og ven af huset og den første vi møder i mange dage, som taler godt engelsk. Det er interessant, at drøfte lokalpolitik. Det er nogle andre emner end hvad vi arbejder med i Danmark.

Morgenstilhed

Jeg ligger på gulvet i det ene værelse. Vi fik nogle tynde madrasser til natten og bløde tæpper til at have over os. Der er stille og jeg lister op, for at gå ud i gården for at tisse i skuret. Der i portåbningen står konen i huset. Jeg tror, hun snakker med naboerne, men jeg kan kun høre en stille hvisken. Jeg lister ind og finder mit kamera for at tage et billede af dette øjeblik. Jeg elsker dette øjeblik – hver vores familier ligger og sover og vi er begge listet ud. Hun er på hjemmebane og jeg er på udebane.

Vi er på vej videre og tager afsked med alle.

Nima bliver ved familien, mens bilen er på værksted og vi får et nyt lift til byen Lordegan. I Lordegan venter en ny chauffør på os, som skal køre os til Yasuj, sammenlagt en køretur på 3 1/2 time.

Jeg er glad for vores bil bryder sammen i ingenmandsland i Iran, fordi hvis ikke det var sket havde jeg ikke lært alle disse dejlige familier, at kende og fået så mange nye venner og oplevelser.

De bedste hilsner

Bettina