Indonesien

Jeg vil med denne beskrivelse fortælle, hvordan du bestiger Mount ljen på Java på en dag og hvad skal du medbringe. Det er nogle af de punkter jeg vil komme ind på her, så det er nemt for dig at tilrettelægge din tur.

Mount Ijen udtales “ijen” – så ved du det 🙂

Banyuwangi

Nej, det er ikke en tyggegummipakke en af børnene plager om i Netto – det er byen du skal kende, fordi det er destinationen, som er udgangspunktet for turen til bjerget Mount ljen. Der er virkelig ikke ret mange der kender byen Banyuwangi, fordi de fleste bliver kørt direkte til Mount ljen og væk igen. Det er en livagtig stor by med ca. 1.6 mil mennesker, færgetrafik, togstation, bymidte, menneskemylder, dag- og natmarkeder og en masse autencitet.

Jeg vil altså opfordre dig til at gøre et stop her, fordi byen har flere aktiviteter at tilbyde bl.a

• G-Land ved Plekung Beach – verdensberømt surfer paradis for advanced surfers
• Taman Nasional Alas Purwo – stor national park med savanne, mangrove og regnskov. Meget dyrerigt med hjorte, køer, tyre, aber, påfugle og skildpadder og hinduistiske templer. Køretøj er påkrævet og husk madpakke og drikkelse.
• Air Terjun Jagir vandfaldet
• Pulau Merah Beach – lokal strand et par timers kørsel syd for Banyuwangi
• Sukamade stranden i Meru Betiri National Park, hvor uddøende skildpadders æg udklækkes – 5 timers kørsel syd for Banywangi.

Indkvartering i Banyuwangi

Her er du altså lidt off og ikke i et område, som er udviklet til turisme endnu, men der er nogle pæne hoteller med eller uden pool og flere lokale hoteller inde i midtbyen, samt en del homestay, hvis du er til det helt primitive sammen med de lokale.

Vi valgte at opgradere vores hotelstandard og boede på Ketapang Indah Hotel for IDR 449.000 = DKK 225 per nat for 3 personer inklusiv morgenmad. Vi trængte til en god seng uden fugtige vægge, fordi dagen forinden besøgte vi Mount Bromo.

Læs hvordan solopgangen kan være på Mount Bromo i regntiden

Hvorfor vi valgte Blueflame Tour

Hjemmefra havde jeg læst op på Hotel Ketapang Indah og de reklamerede med, at de kunne arrangere turen til Mount ljen for os, hvilket de også bekræftede i en mail, som jeg havde sendt til dem. Men så var det lige vi havde en lille afvigelse fra deres faste udflugtsprogram og det kunne deres unge søde receptionist ikke helt finde ud af at håndtere….

Hurtigt checkede jeg udflugter til Mount ljen på Tripadvisor og fandt firmaet Blueflame Tour – et lokalt bureau. Vi hoppede ind i en taxi og bad ham køre os derhen. De 8 kilometer derhen føltes lidt længere væk end vi lige havde forventet, fordi vi kom virkelig ud af nogle meget små gader dybt inde i Banyuwangi og i mørket var adressen svær at finde, men efter et par stop med hjælpe fra nogle lokale og et par omveje fandt vi kontoret, som var lukket!

Øv

Nå men pyt vores flinke taxichauffør ringede til BlueFlame Tours og aftalte et møde med os et par timer senere i receptionen på vores hotel. Vi kørte ud efter aftensmad og hoppede i poolen og præcist, som aftalt klokken 20.30 sad Tony og ventede på os. På 10 minutter fik vi vendt hele verdensituationen og tilrettelagt vores Mount ljen program, ligesom vi kunne tænke os det.

Hvordan bestiger du Mount ljen på Java

Der er 3 typer ture jeg vil foreslå, fordi der er ikke kun en slags tur til Mount ljen

1. Blueflame tur  – se det blå lys fra søen og svovlen midt om natten. Afgang kl. 01.00
2. Solopgang. Afgang kl. 04.00
3. På egen hånd – find en chauffør og kør derudad 🙂

Klokken er 04.00 om morgenen og vores guide Denish står smilende sammen med chaufføren og tager imod os. Vi har lige checket ud fra Ketapang Indah Hotel og kommer slæbende med vores kufferter og en masse plastikposer med take-away madpakker og drikkelse fra hotellet, som kompensation for morgenmad i restauranten, hvilken luksus.

Vi kører derudad og vi kan ikke se andet end en smal vej i forlygtens skær og vi kan mærke en bil der kører i et meget lavt gear for det går op ad bakke. En enkelt scooter kører imod os, men ellers er der ingen andre på vores vej. Det tager en lille time at køre til Pal Tuding, som er mødestedet og indgangen til parken. Her er et parkkontor, en cafe og lidt butikker og en lille primitiv camp.

Det er lidt småkoldt, men vi vælger ikke at tage for meget tøj på. Rygsækken bliver pakket med madpakkerne, juice og vand fra hotellet, samt karameller og chokoladekiks til senere. Denish har også sin rygsæk pakket med vand, gasmasker og en snack til os alle.

Vi starter det første stykke på stien i tusmørke og her er stien flad, men det varer kun i 10 minutter, så begynder stien at snævre sig ind og opstigningen begynder. Vi er friske og går i pænt tempo selvom stigningen er 8 – 15 grader.

Efter en 20 minutters vandring holder en lille udsigtspause og spiser lidt morgenmad.

Næste pause er Post Bundar.

Her samledes minearbejderne med deres trækvogne og kurve, drikker lidt kaffe og ryger en cigaret og snakken går lystigt trods deres sindsygt hårde erhverv.

Der er et lille skur, som sælger nudelsuppe, kaffe, te. Vi slår os ned på en ledig bænk og får et lille break. Vi hilser på et japansk par og morer os over nogle kattekillinger løber rundt og leger. Vi har gået en 35 – 40 minutter af de 70 minutter, som de 3 km tager at gå hele vejen.

Næste etape af stien er meget stejl og til tider meget smal, hvor vi gående kan lige krydse hinanden. Vi hører en knirke lyd og nedefra kommer en af minearbejderne gående i gummistøvler med sin tomme trækvogn. Vi lader ham komme forbi og straks efter kommer der 2 minearbejdere oppefra – den ene i bar overkrop bærende sine 100 kg i to kurve og den anden med sin trækvogn. Vi stopper og kiler vi os helt op ad bjergvæggen og giver plads.

Det er deres arbejdsplads.

De tager turen op og ned 2 gange på en dag. Det er reglen!

Vegetation ændrer sig fra et frodigt grønt tæppe af buske og træer til et tørt afsvedet bart landskab uden træer.

Denish instruerer os i brugen af gasmaskerne og vi hænger dem om halsen klar til at tage i brug, fordi lugten af rådne æg afslører, at vi er meget tæt på toppen af bjerget og kanten af krateret.

Et par minutter senere drejer vi rundt om et hjørne og vi har nået toppen – adrenalinen pumper rundt i mine årer – jeg kan mærke det i hele kroppen. Minearbejderne, de mange kurve og vognene, lugten, vinden, den nøgne jord – det hele er bare så vild en oplevelse.

Vi går på et plateau langs kanten af bjerget hen til et stort advarselsskilt beskrivende, at det er forbudt at gå ned til kratersøen, men vi går bare forbi det. Ingen siger noget, hvorfor ved jeg egentlig ikke? Jeg ved bare, at jeg har ikke tænkt mig at stoppe her – vi skal hele vejen og det er vi alle tre enige om.

Nedstigningen går meget langsomt, fordi vi går på det der skulle forestille sig at være en sti, men det er løse sten og vinden blæser med gasser fra svovlsyrerhullet ved søen op mod os, men gasmaskerne holder luften ren for os og vi går videre ned. Halvvejs nede står solen så højt på himlen, at den kigger ind over kraterkanten, og lyser hele området op og vandet i søen forvandles til den smukkeste mælkeblå farve.

Det er så smuk en solopgang og så tragisk på samme tid, at se hvordan minearbejderne slider sig ihjel.

Her står vi som små brikker i et puslespil og alt omkring os står stille. Vi er i nogle øjeblikke helt fortryllet af omgivelserne, stemningen, luften og lydene – alle sanserne er på arbejde.

Stilheden brydes af vores guide Denish, som siger vi skal begynde opstigningen, for det blæser op og det vil være for farligt at blive. Vi kan høre nede fra dybet, hvordan minearbejderne hoster og hoster. Vi går op med vores gasmaske på, men minearbejderne de fortsætter deres arbejde uden masker.

En minearbejder tjener IDR 1000 = 50 øre per kilo og på 2 turer fragter han op til 200 kg dvs. hans dagsløn er næsten 100 kr.

Det tager os mindre end en time at komme hele vejen ned af bjerget og ud til mødestedet Pal Tuding, hvor vores chauffør tålmodigt har ventet i bilen og straks han ser os springer ud og høfligt åbner dørerne for os.

Vi kører derfra ned af bjerget igennem et utroligt smukt grønt område og nede i lavlandet kører vi igennem kaffeplantager, skove af gummitræer og grøntsagsmarker. Vi kommer igennem nogle små landsbyer, hvor livet leves langs vejkanten og dem vi får øjenkontakt med råber “hallo” og smiler og vinker med hele kroppen. Klokken nærmer sig 10.00 om morgenen og solen står højt på himlen. Jeg vil tro temperaturen nærmer sig 30 grader og vores næste stop er vandfaldet Air Terjun Jagir.

Et tiltrængt forfriskende stop og kaffepause til de voksne 🙂

3 kopper kaffe og 1 sodavand IDR 15.000 = DKK 7.5

Jeg gav den søde dame 20.000 og sagde tak for kaffen og gik.

Den sidste halve time af dagens køretur gik igennem udkanten af byen Banyuwangi til Blimbingsari Airport byens lufthavn, som jeg nok nærmere vil kalde en flyveplads, her fortsætter vores rundrejse til byen Yogyakarta. Her skal vi se en masse templer. Mere om det i en anden fortælling senere.

Tak for at du læser med – jeg glæder mig til at høre din mening i kommentarerne nedenunder.

De bedste hilsner

Bettina