Langs vejen Ezhiyeh mellem byen Esfahan og Varzaneh kan du se mange tårne, som står og troner alene ude på de grønne frodige marker. Nogle få er intakte, men de fleste er faldefærdige og står der som ensomme tinsoldater. I datiden skulle der have været mere end 3000 duetårne i Esfahan, men i dag er der blot 300 tilbage, hvoraf ca. 65 er sat under beskyttelse.
De runde tårne fulde af duelort i Iran
Jeg måtte spørge vores chauffør* og guide*, hvad det var han snakkede om, fordi jeg forstod simpelthen ikke forklaringen om et tårn fyldt af duelort. Det kunne umuligt være det, jeg hørte.
Men jo, du hørte også rigtigt.
I 16. – 17. hundredetallet byggede landmændene tårne til duer. Alle tårnene er bygget cylinderformet af mudder, strø og gips og omkring 10 til 12 meter høje. De er bygget på en hel særlig måde, sådan at rovdyr og større fugle ikke kunne komme ind og spise duerne. Der kunne bo op til 14.000 duer i hvert tårn. Inde i tårnet er der lavet særlige indhak, hvor duerne kunne lave rede. En gang om året brød de lokale landmænd ind i tårnet og skrabede rederne rene og samlede duernes lort sammen, for at sprede ud på deres afgrøder. De mente, at duelort var den bedste gødning til deres afgrøder, særligt meloner og agurker, som de elsker og dyrker i massevis stadigvæk den dag i dag.
Vi besøgte duetårnet der findes i byen Varzaneh, fordi det er nydelig restaureret og omdannet til et lille museum. Duetårnet er daglig åbnet og indrettet med en butik i nederste etage, hvor der sælges håndarbejder fra lokalområdet. Fra tårnets tag er der et skønt panoramaview over byens tage.
Det er mystisk, men det var en særlig del af iranernes liv på landet.
Et besøg om fredagen tæt på frokost fredagsbønnen i de hvide kvinders by Varzaneh er en oplevelse for livet.
Vi kommer til byen Varzaneh, som ligger cirka 100 kilometer sydøst for Esfahan. Vi kører rundt om torvet i byens midte og vores chauffør fortæller, at den hvide kvindefigur på piedestalen på torvet mellem de grønne træer er et symbol på byens vartegn.
Vi er kommet til de hvide kvinders by Varzaneh
Varzaneh er byen, hvor et lille trossamfund af kvinder fortsat følger religionen zoroastrisme. Det er den oprindelige statsreligion fra ca. 521 f.Kr til de arabiske muslimerne indførte islam i Iran cirka 651 e.Kr. Kvinderne bærer en hvid chador – det er et hvidt klæde, som dækker dem helt pånær deres ansigt.
Den hvide skygge
Vi står oppe på taget af et duetårn der samler lort (Pigeon Tower, men den fortælling kommer i en anden artikel). Klokken har lige passeret tolv og solen står lige over os. Det er utrolig varmt og jeg søger skygge på den ene side af tårnet, imens jeg bliver ved med at skue ud over byens tage. Jeg håber, at se en af de hvide kvinder komme forbi, men det bliver ikke til andet end nogle små drenge der spiller fodbold. Jeg giver fortabt og går mod trappen for at komme ned og lige i det samme ser jeg skyggen af en af de hvide kvinder….
Det er ærgerligt, siger jeg til vores chauffør, fordi de hvide kvinder i byen Varzaneh ville jeg gerne møde
Masjed-e Jame – Varzanehs moske i den gamle landsbydel
I den gamle landsbydel af Varzaneh ligger den snart 1000 år gamle moske Masjed-e Jame. Vi ville egentlig ikke se flere moskeer, men vores chauffør siger: “du bliver glad, fordi det er en god ide at besøge moskeen i dag!”
“Tro på mig”, siger Mohamed med smil på læben.
Og med et dukker den ene hvide kvinder op efter den anden. Vi er med sandhed kommet til de hvide kvinders by Varzaneh. Det er fredag og de skal til fredagsbøn i moskeen Masjed-e Jame.
Lars og Mathias går ind sammen med vores chauffør og guide. Jeg går med ind i moskeen og tager en hurtig runde og indser hurtigt det er kun for mænd. Jeg sniger mig ud og sætter mig på kanten og forsøger at blænde ind med mosaikken.
Kvinderne ankommer lige så stille til fredagsbønnen.
En af kvinderne sidder bagpå sin mands scooter, et par andre kommer gående sammen med et par kvinder i sort. Flere biler holder ind til siden og kvinderne stiger ud. De går alle sammen hen forbi mig og smiler sødt og med et gengældelse smil siger jeg “salam” og vi hilser høfligt på hinanden inden de sniger sig ind af døren to meter til højre for mig.
Frokost hos en af de hvide kvinder
Vi sidder på gulvet i en fine stue med vævede gulvtæpper og puder langs hele den ene væg og modsat er der et stort vinduesparti ud til gårdhaven. Et kæmpe chatol står for endevæggen fyldt med testel i forskellige farvenuancer. Det er sådan et hjem ser ud privat. Der er typisk ingen møbler end hvad du ser på billedet.
Vi sidder og venter på vores frokost, mens vi får serveret et kop te, fordi der var ikke flere borde ledige i den lille restaurant, hvor vi har forudbestilt frokost.
Kylling kebab, ris med safran, store hvide salatløg, sure sultede drueagurker er pænt anrettet på et stort fad, som bliver serveret midt på op den lille firkantede plastikdug i mellem os på gulvet, sammen med en masse brød.
Frokosten er serveret.
Efter frokosten vil familien gerne vise os deres hjem og stolte viser de to hvide damer os deres kæmpe store gulv-til-loft væv, hvor de laver de flotteste Nain tæpper af bomuld og silke. Et år tager det dem at lave et tæppe. 95 % af kvinderne i landsbyen laver disse smukke Nain tæpper. Købmændene kommer og banker på fra dør til dør og køber tæpperne, som eksporteres til hele verden.
Vi besøgte også Varzaneh Pigeon Tower, Qourtan Castle, Varzaneh Bridge og byens Windcatcher.
Dagens særlige helt uventet og spontane lille oplevelse vil jeg altid mindes og jeg håber en dag måske du vil opleve de hvide kvinders by Varzaneh.
Se Esfahans flotte broer langs floden Zayandeh, hvis du vil føle og se, hvor iranerne hygger sig blandt venner, familie og kærestepar. Medbring tæppe, picnic og te og slå dig ned i skyggen under de høje træer i de grønne oaser imellem broerne.
Si-o-se Pol broen
Si-o-se Pol broen hedder egentlig Allahverdi Khan opkaldt efter bygherren og kommandør fra Safavid hæren. Broen er bygget i 1603 og er 360 meter lang og 14 meter bred. Broen har 33 buer og deraf navnet Si-o-se Pol, som betyder 33 buer. Broen har indbygget mellemgange, som en slags vindskjold til datidens køretøjer med dyr spændt for, så de ikke væltede.
I dag er broen er et vildt hyggeligt samlingssted, hvor unge kærestepar gemmer sig i mellemgangene og venner, som er en tur i byen, men også mange familier går tur både dag og aften og benytter broens udformning, som en smuk baggrund til et selfiebillede.
På den modsatte side af broen, den nye bydel i følge de lokale, starter det armensk kristne kvarter.
Joui broen
Joui broen er en smal gangbro og mindre kendt og omtalt i diverse guidebøger, men også rigtig flot. Broen er opført med 4 buer, så et lille 8-kantet hus, dernæst 6 buer, et nyt 8-kantet hus og 4 buer. Den har en passage for oven, men lige over vandoverfladen er der bygget et fortov af jern ud til et lille tehus, der er bygget ind i det ene af de to 8-kantede huse.
Khaju broen
Khaju broen har 24 buer og et 8-kantet udsmykket hus i midten. Den er 132 meter lang og qw meter bred. Broen blev bygget i 1660 af Shah Abbas ll og det skulle være den oprindelige vejforbindelse til Shiraz. Khaju broen er et arkitektonisk interessant bygningsværk, fordi udover at den er bygget i to niveauer, så har den også både en inder- og yderpassage, hvor du kan gå.
På den nederste etage under broen er der hvælvninger, hvor du kan sidde og hygge dig. Her gemmer unge håbefulde iranske kærestepar sig, men det er også her de lokale mænd i alle aldre har for vane at mødes og synge.
En hel særlig stemning spredes her på nederste niveau af broen med sang i baggrunden.
Broerne er ubeskrivelige smukke om aftenen.
Udflugten mellem de tre broer tager ca. 2 – 3 timer.
Den ældste bro i Esfahan hedder Shahrestan – den besøgte vi ikke denne gang 🙂
Påskeferien går til Iran. Endelig skal vinterens mange timers research om Irans historie, dokumentarfilm om shahens fald til Khomeini i 1979, guidebøger, foredrag, instagrambilleder og facebookgrupper afprøves på egen hånd.
Skulle du sidde derude med en viden om Iran, så vil jeg rigtig gerne høre fra dig.
Et nyt eventyr begynder i et land vi ikke kender.
En drøm der langt om længe går i opfyldelse. Et frø der begyndte at spire efter vores påskerejser først til Libanon i 2012 og landene Jordan og Israel i 2013.
Hvilke provinser skal vi besøge
Iran er verdens 17. største land med 1.648.000 km2, så på 14 dage har vi været nødt til at sætte et realistisk ambitionsniveau. Udfra den betragtning, at vi både vil bredt omkring i Iran, men også gå i dybden og opleve naturen, livet på landet, verdens smukkeste by Isfahan, metropolen Teheran og følge livet både om morgenen, middagen og om aftenen har vi udvalgt 4 provinser ud af landets 30 provinser.
Teheran
Khusistan
Fars
Esfahan
Hvor skal vi bo i Iran
I Teheran skal vi bo på et Internationalt NGO kultur Hostel: See You in Iran – vi boede i værelse #1
I Khusistan skal vi bo privat i byen Shoostar
I Fars provinsen har vi booket et hotel i hjertet af byen Shiraz Hotel Sadra
I Esfahan skal vi bo privat hos en iransk familie
Påskeferien går til Iran for os – hvor går din påskeferie hen?
Jeg håber du vil dele det med os – jeg er ihvertfald nysgerrig 🙂